20. dec. 2021
Af Ulrik Ulriksen

Skøn julenyhed fra kronprinsesse Mary: Jeg er virkelig glad

Kronprinsesse Mary
Kronprinsesse Mary
Foto: Hanne Juul
Kronprinsesse Mary og Mary Fonden giver i år sin særlige donation til et center, der hjælper piger og kvinder i et af verdens fattigste lande. Det er netop blevet meldt ud via Mary Fonden.

Mary Fonden giver i år sin helt specielle donation til Gisèle Kambou-centret, der hjælper piger og kvinder i Burkina Faso i Afrika.

Den gode nyhed er netop blevet meldt ud på Mary Fondens hjemmeside og de sociale medier.

Det vigtige Gisèle Kambou-center, der ligeledes er støttet af UNICEF, hjælper blandt andre piger, der har været udsat for voldtægt eller omskæring.

Kronprinsesse Mary vil hjælpe unge kvinder

Mary vil med donationen forsøge at bidrage til, at flere piger sikres adgang til en uddannelse og dermed en bedre fremtid i Burkina Faso, som er et af verdens fattigste lande og præget af klimaforandringer, konflikt og ustabilitet.

Kronprinsesse Mary, som er frontfigur i Mary Fonden, besøgte for nylig det hårdt prøvede afrikanske land for at sætte fokus på piger og kvinders rettigheder.

I Burkina Faso besøgte Mary Gisèle Kambou-centeret, som nu får Mary Fondens særlige donation.

- Piger og unge kvinder i Burkina Faso kæmper med, at deres mest basale rettigheder bliver overtrådt. Det var hjerteskærende at møde piger, der f.eks. lever med daglige smerter og helbredsproblemer, fordi de mod deres vilje er blevet omskåret. Men det giver håb at se, at der er stærke og dygtige organisationer, der giver pigerne en udstrakt hånd og hjælper dem, så godt de kan – bl.a. med at få en uddannelse og adgang til reproduktive sundhedsydelser, siger kronprinsesse Mary og fortsætter.

Kronprinsessen er virkelig glad

- Den hjælp, som Gisèle Kambou-centeret giver pigerne, er med til at øge deres chancer for, at de kan få en bedre fremtid og give deres børn bedre vilkår, end dem, de selv har fået. Jeg er virkelig glad for, at vi i Mary Fonden kan gøre det muligt for centeret at give flere piger og kommende mødre adgang til uddannelse for at sikre dem en bedre fremtid. Og så vil jeg gerne sige tak til de unge kvinder og pigerne for at stå frem og fortælle deres historier, lyder det fra Mary, hvis donation fra Mary Fonden er på 50.000 amerikanske dollars.

Det betragtelige beløb er øremærket til at støtte, at pigerne i centret får adgang til eller kan fortsætte deres uddannelse.

Skolegang sikres

Hos foreningen Voix de Femmes, der står bag Gisèle Kambou-centret er man rigtig glade for Kronprinsessens engagement i projektet og donationen fra Mary Fonden, fordi det vil sikre skolegang og erhvervsuddannelse til pigerne og udvikle deres lederskab, så de kan blive ambassadører for afskaffelse af kønsbaseret vold i Burkina Faso.

Læs mere om: