Skøn overraskelse fra dronning Margrethe
For femte år i træk udsender kongehuset en digital julekalender, der på flere måder har dronning Margrethe som omdrejningspunkt.
Det er i hvert fald dronningens håndlavede nisser, der igen i år skal på juleeventyr. Sidste år var nisserne rundt på de danske slotte og i år går rejsen videre ud i Rigsfællesskabet, nemlig til både Grønland og Færøerne.
Dronning Margrethe sender Nissepigen afsted for at finde sine to søskende, som hun ikke har set og fejret jul med i 100 år, fordi de blev væk, da kong Christian 10. og dronning Alexandrine var på såkaldt kongefærd til Færøerne og Grønland i 1921.
I det kongelige juleeventyr vil Rigsfællesskabets juletraditioner, myter og sange blive flettet ind i historien, der kan følges på bl.a. kongehusets hjemmeside og Instagramprofil Det Danske Kongehus.
Julekalenderen begynder - selvfølgelig - den 1. december og varer til og med juleaften den 24. december.