Snart er de ikke længere den kongelige familie
Danskerne har i snart 52 år været vant til at omtale dronning Margrethe og hendes familie som "Den kongelige familie" og ikke "Kongefamilien", som man gjorde, dengang kong Frederik 9. levede.
I daglig tale bruges udtrykkene "Den kongelige familie" og "Kongefamilien" med stor sandsynlighed i flæng, men fordi der i dronning Margrethes regeringstid ikke har været en konge, er den korrekte betegnelse altså "Den kongelige familie".
Til sammenligning kalder man den svenske samling royale med kong Carl Gustaf i spidsen for netop "Kongefamilie", ligesom det også gælder i Norge, hvor kong Harald er ved roret.
Eftersom prins Christian er den højeste i arvefølgen, når hans far kronprins Frederik bliver kong Frederik 10., er det med al sandsynlighed de kommende to generationer af kongelige i Danmark, der fremover betegnes som "Kongefamilie".
Anderledes ser det ud i Sverige og Norge.
Kigger vi mod Sverige, er det som bekendt kronprinsesse Victoria, der overtager tronen efter far kong Carl Gustaf, og den næste i arvefølgen er datteren prinsesse Estelle.
I Norge der det kronprins Haakon, der skal være konge efter kong Harald, men så skifter man sandsynligvis til "Den kongelige familie" derefter, da det efter alt at dømme er prinsesse Ingrid Alexandra, der skal være Norges dronning efter sin far, den nuværende kronprins Haakon.