
Sommerens søde højdepunkt: Margrethe og Benedikte gav to små søstre en kæmpe oplevelse
Dronning Margrethe og prinsesse Benedikte havde en skøn eftermiddag, da de to søstre tog imod Gråsten Ringriderforenings optog ved Graasten Slot.
Margrethe og Benedikte var stærkt medvirkende til, at begivenheden blev en stor succes.
I løbet af den festlige modtagelse overrakte flere ryttere blomsterbuketter til dronningen og prinsesse Benedikte.
Til allersidst skete der noget lidt overraskende, da to søstre på syv og ni år - Christine og Natali fra Esbjerg – gik fra deres pladser blandt publikum hen til Margrethe og Benedikte.
De var måske lidt nervøse over at gå hen til de kongelige profiler for at aflevere en blomst.

Margrethe og Benedikte var søde
Det gik dog fint, og dronningen og prinsesse Benedikte sørgede smilende og venlige for, at Christine og Natali fik en god sommeroplevelse.
BILLED-BLADET’s udsendte talte med de to Esbjerg-søstre efter deres oplevelse ved slottet, og de to piger gav udtryk for, at det både var ”sjovt og spændende” at møde Margrethe og Benedikte.
De gjorde det også klart, at det var et af sommerens højdepunkter for dem at møde dronning Margrethe og prinsesse Benedikte i virkeligheden.
