Sommertogt 2016: Dronning Margrethe besøgte kendt møbelfabrik
Dronning Margrethe så i dag, hvordan den 50 år gamle møbelfabrik i Årre uden for Varde producerer borde og stole, der er kendt i hele verden - og bestemt også af dronningen selv.
Fabrikken Kvist Industries producerer nemlig mange af de kendte møbelklassikere af Børge Mogensen, Hans J. Wegener, Arne Jacobsen og Piet Hein.
Under dronningens besøg så majestæten, hvordan ét af Piet Heins superelipse-borde bliver fremstillet i hånden lige fra fræsning af pladen til selve finishen, montagen og pakningen.
Dronningen fik også et indblik i den omfattende kvalitetskontrol, hvert enkelt møbel gennemgår.
Dronning Margrethe holder reception i aften
Dronningen hørte om fabrikkens nyeste tiltag, nemlig produktion af de FDB-møbler, som Coop relancerer lige for tiden under sloganet "møbler til folket".
Folket hilste dronningen også på da dronningen forlod Kvist Industries, for ikke mange i den lille by ville gå glip af mødet med majestæten på deres hjemmebane.
I aften er der reception på kongeskibet Dannebrog, hvor dronningen er vært for en række lokale honoratiores, inden hun i morgen tager fat på fjerde dag af sommertogtet.