Statsbesøg i Kroatien: Dronning Margrethe er vild med kroatisk folklore
Klokken var kun lidt over ni i morges, da dronning Margrethe og hendes følge trådte ind på Det Etnografiske Museum i Zagreb.
På anden dag af statsbesøget i Kroatien havde dronning Margrethe og prins Henrik fra morgenstunden hver deres program, og dronningen besøgte det lidt gammeldags, men spændende museum.
Hun blev modtaget af to søde piger i folkedragter og fik overrakt en typisk kroatisk gave, et brød bagt i facon som et stort hjerte. Mindre brødhjerter bruges som pynt på juletræet.
Dronning Margrethe gav sig god tid overalt på museet, og heldigvis kunne direktøren, Damodar Frlan, svare på de fleste af spørgsmålene. Både broderierne, de vævede farverige bånd, der bruges af kvinderne som hårdekoration, og de smukke dragter fik stor opmærksomhed.
Dernæst fortsatte majestæten til et seminar om diabetes,inden hun og prins Henrik mødtes på Xellia, en helt ny filial af den højteknologiske danske virksomhed.
Her har man specialiseret sig i at bekæmpe resistente bakterier, og selv om emnet kan lyde tørt, spurgte dronningen ivrigt og længe ind til emnet.