26. mar. 2011
Af af Ulrik Ulriksen

Stolt garder modtog Dronningens Ur

Dronningen var flot i blåt, da hun besøgte Livgardens Kaserne i Gothersgade.
Dronningen var flot i blåt, da hun besøgte Livgardens Kaserne i Gothersgade.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Dronning Margrethe gjorde en god figur, da hun uddelte det traditionsrige ur.

Solen skinnede fra en blå himmel, og dronning Margrethe var måske derfor i særlig godt humør, da hun ankom til Den Kongelige Livgardes Kaserne i København for at overrække Dronningens Ur til årets garder.

Smilende hilste hun på de mange gardere fra Hold august 2010, der var på parade foran hende. Derefter kaldte dronningen 22-årige J.A. Nielsen Bindslev frem fra geleddet. Den gode garder, som blandt andet var på vagt på Amalienborg, da kronprinsparrets tvillinger blev født, var naturligvis stolt, da han stod overfor Hendes Majestæt.

Margrethe takkede for hans ekstraordinære indsats og overrakte derpå det fornemme trofæ, Dronningens Ur, til Nielsen Bindslev. Derefter returnerede supergarderen til geleddet og marcherede så rundt med kammeraterne på eksercerpladsen akkompagneret af fløjter, hornmusik og trommehvirvler. Dronningen nød det imponerende optrin og gjorde selv en god figur i lang blå frakke samt matchende rund hat med stilk.

Bagefter gik dronningen indenfor for at feste sammen med Livgardens førende befalingsmænd. De menige gardere fra Hold august 2010 festede også, og nok lidt vildere, for at markere afslutningen på en lærerig tid i Forsvaret.

Læs mere om: