Stor fejring: Prins Joachim blandt de få udvalgte
Når prins Joachim som forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Paris i næste uge, onsdag den 14. juli, overværer den store og prægtige militærparade på Champs-Élysées på Frankrigs nationaldag, Bastilledagen, er han blandt de særligt udvalgte officielle gæster.
På grund af den aktuelle covid-19-situation er der nemlig færre pladser på tribunen ved den årlige militærparade i år.
Særligt udvalgte
Derfor er det i år kun militærattachéerne fra ambassader fra de lande, der kæmper med Frankrig mod terrorisme i Sahel, der er inviteret til at overvære paraden.
Det er følgende lande: Tyskland, Østrig, Belgien, Bulgarien, Canada, Danmark, Spanien, USA, Estland, Finland, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Norge, Holland, Portugal, Tjekkiet, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Sverige, Schweiz og Storbritannien.
Fornemt selskab
Danmarks ambassadør i Paris, Michael Starbæk Christensen, er, ifølge den danske ambassade, også inviteret til at sidde på tribunen, men ikke samme sted som forsvarsattachéerne.
Også Frankrigs præsident Emmanuel Macron vil være tilstede.
Direkte udsendelse
Fejringen kommer til at foregå onsdag formiddag og bliver transmitteret på fransk tv.
Prins Joachim har siden september 2020 arbejdet som forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Paris og det er i den egenskab, at han deltager i den traditionsrige begivenhed.