Storsmilende dronning på balkonen
Dronning Margrethe blev for alvor fejret, da hun kl. 12 kom ud på balkonen på residenspalæet på Amalienborg for at lade sig hylde.
I anledning af majestætens 76-års fødselsdag var slotspladsen fuld af gratulanter, og dronningen så ud, som om hun nød at være tilbage på balkonen i Christian IX's palæ, der er nyrenoveret.
Jubel over prins Henrik
Dronningen var naturligvis midtpunkt, men at prins Henrik også var med til at fejre sin hustrus fødselsdag, modsat sidste år hvor han blev syg, var meget populært. Så meget, at folk hujede og jublede, da han viste sig bag dronningen
Populære var også resten af den kongelige familie, som alle samledes på balkonen sammen med fødselaren.
Meld dig til BILLED-BLADETs nyhedsbrev og opdag en verden af fordele! Klik her!
Børnebørnene var med
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary kom ud på balkonen sammen med prins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne Vincent og Josephine. De er nu så store, at de kan kigge over rækværket.
Også prins Joachim og hans familie var med på balkonen. Prinsesse Marie stod sammen med Athena og prins Henrik, og så kunne dronningen glæde sig over, at de ældste børnebørn var med. Prins Nikolai var kommet hjem fra kostskolen Herlufsholm, og prins Felix holdt weekend hos sin far, så han også kunne være med.
Dronningen takkede rørt og vinkede til de mange fremmødte, inden hun udråbte et nifoldigt leve for Danmark. Fire gange kom familien ud på balkonerne inden familien igen gik ind for at spise frokost og hygge sig sammen.