TILLYKKE DRONNING MARGRETHE
Så kom dagen! I dag, den 16. april 2020, fylder hele Danmarks dronning Margrethe 80 år ...coronakrise eller ej!
Måske netop fordi vi står midt i en stor krise, er der mange, der er opsatte på at gøre 80-års fødselsdagen så festlig som overhovedet mulig - først og fremmest for Hendes Majestæt Dronningen, men også for Danmark og for hinanden.
Og hvis der er nogen, som har fortjent at blive fejret, så er det dronning Margrethe.
Hele Danmarks dronning
Siden sin far, kong Frederiks død i 1972 har dronning Margrethe med oprejst pande og et varmt, bankende hjerte passet sin pligt som Danmarks dronning.
Det var kong Frederiks største ønske, at netop Margrethe - hans ældste datter - skulle følge i hans fodspor, og det har hun gjort med en enorm pligtfølelse, stor ydmyghed og imponerende styrke.
Eventyr på livets vej
Allerede som 13-årig kendte dronningen sin skæbne. Dog vidste hun ikke dengang, hvilke eventyr der også ventede hende på livets vej.
Som 80-års fødselar kan dronning Margrethe se tilbage på et langt og godt liv med utrolig mange lykkelige stunder.
Ikke mindst mødet med sit livs kærlighed, prins Henrik, som var hendes tro følgesvend og store støtte indtil hans død i 2018.
Deres store kærlighed gav dem to dejlige sønner, tre dygtige svigerdøtre og ikke mindst otte skønne børnebørn samt et hav af oplevelser rundt om i hele verden.
Stort tillykke fra BILLED-BLADET
Fra BILLED-BLADET skal lyde et kæmpe stort tillykke med fødselsdagen til verdens bedste dronning!
Vi håber, at dagen bliver noget ganske særligt og mindeværdigt trods coronakrise og afstand.
TILLYKKE DRONNING MARGRETHE!