28. aug. 2017
Af Henrik Salling

TILLYKKE: Prins Nikolai fylder 18 år

Prins Nikolai.
Prins Nikolai.
Foto: Steen Brogaard / Kongehuset
Det er en festdag i kongefamilien, når prins Nikolai i dag fylder 18 år. Senere i aften har dronningen inviteret til fødselsdagsmiddag på Dannebrog.

Det er 30 år siden, et medlem af den danske kongefamilie er fyldt 18 år. Men i dag sker det!

Prins Nikolai bliver nemlig den næste i rækken af myndige kongelige efter sin far, prins Joachim, som rundede det magiske tal den 7. juni 1987.

Og det bliver i sandhed en festdag i kongehuset.

Senere har dronningen – prins Nikolais farmor - inviteret den nærmeste familie til middag om bord på kongeskibet Dannebrog, som i dagens anledning ligger til kaj ved Amaliehaven, et stenkast fra Amalienborg.

Med blandt gæsterne er naturligvis også prinsens mor, grevinde Alexandra.

De ældste i en stor børneflok

Nikolai William Alexander Frederik kom til verden på Rigshospitalet i København og har siden sin fødsel været den, som har vist vejen for sine mindre søskende - og kronprinsparrets fire børn, Nikolais fætre og kusiner.

Kronprins Frederik stod fadder til sin første nevø, da Nikolai blev døbt i Fredensborg Kirke den 6. november 1999 og de to har gennem årene haft et helt særligt bånd.

Til daglig er prins Nikolai kostelev på Herlufsholm Skole ved Næstved og her afslutter han efter planen sin studentereksamen til næste sommer. Hvilken fremtid der herefter venter prinsen, er endnu uvist, men sandsynligt er det, at han vil gå i sin fars og onkels fodspor med en uddannelse i militæret.

BILLED-BLADET ønsker prins Nikolai et kæmpe tillykke med de 18 år.

GALLERI: Prins Nikolai gennem tiden (Foto: AOP)

Læs mere om: