Tog fusen på alle: Derfor fulgtes prinsesse Benedikte ikke med sin søster
Humøret var højt hos dronningen og prinsesse Benedikte, da de tirsdag eftermiddag deltog i lanceringen af Haandarbejdets Fremmes kalender "Årets Korssting 2023" på Amalienborgmuseet i Christian VIII’s Palæ tirsdag eftermiddag.
Det er dronningen, der har tegnet årets kalender, som indeholder 12 broderier for hver af årets 12 måneder.
Ankom hver for sig
De kongelige søstre ankom hver for sig, idet dronningen kom kørende over fra sin residens Christian IX’s Palæ og blev sat af foran Amalienborgmuseet, hvorefter hun spadserede forbi pressen, der også denne gang stillede spørgsmål til sagen med prins Joachims børns titler, og ind på museet.
Mens prinsesse Benedikte havde en mere direkte og enkel vej ind til arrangementet, fordi hun har lejlighed i samme palæ som Amalienborgmuseet og således nemt kunne spadsere direkte ind uden at skulle ud i det kølige efterårsvejr.
Prinsesse Benediktes lejlighed ligger i Christian VIII’s Palæ, hvor hun bor, når hun er i København.
Den består af et arbejdsværelse, en opholdsstue og en spisestue på første sal, “Beletagen”, mens hendes soveværelse og badeværelse er beliggende under lejligheden.
Christian VIII’s Palæ bliver desuden anvendt af prins Joachim og prinsesse Marie, når de er i København, og det er også her, Amalienborgmuseet og Dronningens Håndbibliotek er beliggende.
Palæet, der er det nordvestlige på Amalienborg, kaldes også “Leventzaus Palæ”, fordi det blev bygget for gehejmekonferensråd Christian Frederik Levetzau i årene 1750-60.