25. nov. 2017
Af af Trine Larsen i Ghana

Veloplagt dronning Margrethe købte ghanesiske perler på kæmpe marked

Dronning Margrethe og den danske ambassadør i Ghana, Tove Degnbol.
Dronning Margrethe og den danske ambassadør i Ghana, Tove Degnbol.
Foto: Hanne Juul / BILLED-BLADET
Dronning Margrethe havde alle muligheder for at gøre lidt julegaveindkøb, da hun lørdag formiddag var på Kpong markedet, et par timers kørsel fra den ghanesiske hovedstad, Accra.

- Joh, jeg fik da købt lidt perler. Det var meget spændende at se og gå rundt derude og jeg havde også muligheden lidt senere, efter vi havde overværet hvordan de blev fremstillet, fortalte dronning Margrethe efterfølgende på det pressemøde, som indikerede afslutning på hendes rejse til Ghana, som slutter søndag.

Her indrømmede dronningen også, at hun holder meget at at gå på markeder og kigge på 'alt fra tomater til selvlysende sokker', som dronningen selv udtrykte det.

Om det var selvlysende sokker, kan ikke udelukkes, for dette marked slog alle de markeder, dronningen ellers har været på rundt omkring i verden. Både i størrelse og udvalg.

Her kunne man købe ALT fra høns, tørrede fisk, over bildæk, vatpinde, manchetter, grøntsager, frugt og grønt, farvede plastikspande, lotterisedler, poser, tasker og både nyt og brugt tøj og sko.

Men det var glasperlerne, som markedet er kendt for, og som dronningen kom for at se på.

Dronning Margrethe, som havde selskab af den danske ambassadør i Ghana, Tove Degnbol, gik gennem den ene lange trange gang efter den anden og kiggede på hundrede tusindvis af perler i alverdens farver og faconer.

Et rent slaraffenland, som hun altså udnyttede til at købe lidt med hjem.

Dronningen rejser hjem til Danmark søndag morgen efter nogle 'helt vidunderlige dage med mange store og spændende oplevelser', som hun selv formulerer det.

Læs mere om: