2. nov. 2017
Af af Trine

VIDEO: Dejligt interview med veloplagt dronning Margrethe

Da dronning Margrethe var på fire-dages besøg i Rom, tog majestæten sig tid til at fortælle om turen, og hvorfor netop Rom giver anledning til så mange gode minder.

Ligesom mange andre danskere er også dronning Margrethe vild med den italienske hovedstad, Rom. Under sit besøg for nylig, hvor dronningen var med til at fejre 50-året for Det danske institut i Rom, fik BILLED-BLADET lejlighed til at lave interview med dronningen i instituttets bibliotek.

Veloplagt og morsomt fortalte dronning Margrethe om sit første besøg i byen, og om hvorfor hun er faldet pladask for den charmerende by. Dronningen fortalte om at være “turist” i Rom, men på en anden måde end de fleste af os.

For dronningen, der har en eksamen i arkæologi fra universitetet i Cambridge, er byen nemlig ekstra spændende at besøge, for, som majestæten udtrykker det, “så kan man ikke sparke i jorden i Rom, uden at der kommer noget spændende frem”.

Dronningen og børnebørnene

Dronning Margrethe var også med som æresgæst ved markeringen af, at danske og italienske arkæologer snart begynder et prestigefyldt udgravningsarbejde i Cæsars Forum i et hjørne af Forum Romanum, støtte af Carlsbergfonden. Det projekt syntes dronningen var meget spændende og en fjer i hatten til danske arkæologer, ligesom dronningen på sin egen sjove måde delte en helt speciel oplevelse fra museet Galleri Borghese med BILLED-BLADET.

Se videoen her og hør dronningen selv fortælle om, hvorfor hun ikke - endnu - har rejseoplevelser med sine børnebørn, på samme måde som dem, dronningen selv glad og gerne mindes, at hun delte med sin morfar, Sveriges konge Gustav VI. Adolf. Og læs hele interviewet med dronningen og se reportagen fra besøget i BILLED-BLADET, som udkommer den 2. november.

Læs mere om: