VIDEO: Dronning Margrethe i godt sommer-selskab i Gråsten
Et af sommerens højdepunkter for borgere og turister i Gråsten i Sønderjylland er at se Livgardens vagtskifte på byens slot, når Hendes Majestæt dronningen er ankommet for at holde ferie.
Mange lokale borgere og turister var mødt op på slotspladsen for at se Livgardens særlige vagtskifte og hilse på dronningen, som var i fin form på den dejlige dag.
Alle var begejstrede, da dronningen kom ud på trappen foran slottet og smilende fulgte vagskiftet, der foregik for fuld musik.
Dronningen i godt selskab
Dronningen ankom allerede til Gråsten tirsdag, hvor Majestæten fik en flot modtagelse ved byens gamle rådhus.
Også vagtskiftet på Gråsten Slot var en festlig begivenhed for såvel den kongelige hovedperson, som for de flere hundrede tilskuere.
På slottet var dronning Margrethe i selskab med blandt andre prinsesse Alexandra af Berleburg samt hendes mand grev Michael Ahlefeldt.
Rytteroptog og festgudstjeneste
På søndag skal dronning Margrethe på Gråsten Slot tage imod den lokale ringriderforenings rytteroptog, og det bliver endnu en festlig begivenhed.
Dronningen skal også til festgudtjeneste søndag i slotskirken.
Både ved modtagelsen af rytteroptoget samt til festgudstjenesten vil dronning Margrethe ifølge planen være i selskab med sin lillesøster prinsesse Benedikte.