16. feb. 2018
Af Ulrik Ulriksen

VIDEO: Dronning Margrethe og familien i sorg ved Christiansborg Slotskirke

Den kongelige familie fulgte på værdig vis prins Henriks båre på vej ind i Christiansborg Slotskirke. Mange københavnere fulgte den historiske begivenhed, der var et smukt forspil til prinsens bisættelse tirsdag 20. februar.

Prins Henriks båre blev med stor værdighed ført fra Amalienborg til Christiansborg Slotskirke, hvor den nære familie deltog i en privat højtidelighed. Ved bårens ankomst til kirken var det bevægende at se dronning Margrethe og kronprinsfamilien samt prins Joachim og prinsesse Marie og deres børn vente udenfor kirken, mens de fulgte kisten blive båret ind i det smukke kirkerum.

Tårer i øjnene

Efter ceremonien til ære for prins Henrik kom først dronning Margrethe ud af kirken, hvorefter også kronprins Frederik og kronprinsesse Mary med deres børn samt prins Joachim og prinsesse Marie og deres børn kom ud i den kølige aftenluft. Her var flere af de kongelige helt tydeligt dybt berørte af den højtidelighed, de netop havde deltaget i. Også mange af de københavnere, som udenfor i kulden fulgte begivenheden var berørte af den. Flere havde tårer i øjnene, mens de stod og så den kongelige familie sammen på den svære dag.

Du kan sende dine hilsner og varme tanker til dronningen og familien på BILLED-BLADETs særlige kondolence-side her

Læs mere om: