VIDEO: Dronning Margrethe omgivet af brændende kærlighed
Overalt i Favrskov kommune blev dronningen modtaget med stor hjertevarme, og majestæten så ud til at befinde sig godt. Både blandt robot-og kunstinteresserede gymnasieelever på Favrskov Gymnasium såvel som på Kultur- og Sundhedscentret InSide, hvor der blev bagt, spillet banko og danset.
I et hæsblæsende tempo så dronning Margrethe kommunens mange tilbud, hvor borgerne også blev inviteret til at gå i dronningens fodspor - og opleve dét, dronningen så og oplevede. F.eks åbnede lensgreveparret Wedell for deres private have på Frijsenborg.
Dronningen besøgte Queen
Men det var på gartneriet Queen, at dronningen for alvor blev omgivet af brændende kærlighed.
De producerer nemlig blomsten Brændende Kærlighed i alle farver og afskygninger, og her var der en særlig overraskelse til dronningen - inden hun tog til folkefest på torvet i Hinnerup.
Byfest på torvet
Her var hundredevis af borgere mødt op for at se majestæten, der sad midt på torvet og nød underholdningen, inden det blev tid til afsked efter en begivenhedsrig dag.
Se videoen fra dronningens spændende dag i Favrskov kommune øverst i artiklen.