23. jun. 2017
Af Trine Larsen

VIDEO: Dronningen og prinsen hånd i hånd

Dronning Margrethe og prins Henrik hyggede sig sammen i Tivoli til re-premieren på balletforestilllingen Askepot, som dronningen har lavet kostumer og scenografi til. Så meget at de efter forestillingen forlod Pantomimeteatret hånd i hånd.

Dronning Margrethe og prins Henrik nød en aften sammen i Tivoli med at se balletforestillingen Askepot, og mens prinsen på scenen kunne glæde sig over sin nyfundne kærlighed, kunne prinsen på tilskuerpladserne glæde sig over sin dronning og hendes succes.

Prinsen var begejstret og sad tæt ved sin hustru og flere gange under forestillingen hviskede de sammen og smilede indforstået til hinanden.

Da forestillingen var slut og klapsalverne regnede ned over de medvirkende - og applaus også til dronningens kostumer og scenografi, roste prinsen sin hustru højlydt. Det fik hende til kærligt at lægge en hånd på hans, inden de rejste sig for at forlade tilskuerpladserne på Pantomimeteatret.

Netop som prinsen skulle tage det sidste trin ned fra tilskuerpladserne, missede han det nederste trin og var ved at miste balancen. En lynhurtig indriben fra én af dronningens PET-vagter fik afværget uheldet, så dronningen og prinsen få sekunder efter kunne ånde lettet op og tage hinanden kærligt i hånden.

Med store glade smil spadserede parret hånd i hånd fra forestillingen på Pantomimeteatret, hvor det var tydeligt, at de nød gensynet med den flotte forestillig, som Oh Land har skabt musikken til.

Mere romantisk kunne det ikke blive, og for dronningen og prinsen blev re-premieren i Tivolis smukke og eventyrlige omgivelser endnu en uforglemmelig oplevelse.

Læs mere om: