25. jun. 2013
Af af Annelise Weimann

Video: Hollands nye kongepar landet i Danmark

Dronning Margrethe og kong Willem-Alexander
Dronning Margrethe og kong Willem-Alexander
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Kong Willem-Alexander og dronning Maxima ankom tirsdag formiddag til Københavns lufthavn i Kastrup.

Dronning Margrethe og prins Henrik var i god tid, da de i formiddag ankom til lufthavnen for at tage mod det hollandske kongepar, kong Willem-Alexander og dronning Maxima. Og det var godt, for parret landede før tid i det hollandske fly med det orange haleror.

Det nye kongepar rejser rundt i Europa på en række høflighedsvisitter for at markere, at dronning Beatrix er trådt tilbage, og de selv nu er på tronen. Som det blot tredje land besøger Willem-Alexander og Maxima Danmark, for der er nære relationer mellem de to kongehuse. Dronning Margrethe er fadder til Willem-Alexander, og de to familier har altid fulgt hinanden tæt.

Efter den højtidelige men varme velkomst i lufthavnen inspicerede dronningen og kong Willem-Alexander Livgarden, mens dronning Maxima og prins Henrik fik en hyggelig snak. Maxima som altid smilende og glad, og godt så hun ud i tætsiddende grøn kjole og meget høje grønne sko.

Derefter satte parrene sig ind i bilerne for at køre til Fredensborg. I den forreste, Store Krone, sad dronning Margrethe og kong Willem-Alexander, bagved i Krone 1 kom dronning Maxima og prins Henrik.

BILLED-BLADET bringer en stor reportage fra besøget på torsdag.

Læs mere om: