28. okt. 2019
Af Marianne Singer

VIDEO: Kronprinsesse Mary bakker op om særlig dansk juletradition

Julestemningen bredte sig hurtigt omkring kronprinsesse Mary, da hun var æresgæst ved festligt arrangement.

Kronprinsesse Mary tog på festlig vis hul på juletiden, da hun deltog i sit første officielle julearrangement i år.

Som protektor for Julemærkehjemmene var kronprinsesse Mary endnu engang inviteret ind på Københavns Rådhus for at offentliggøre årets Julemærke.

Smuk og stilfuld kronprinsesse Mary

Kort efter klokken 10.00 om formiddagen trådte en smuk og stilfuld kronprinsesse Mary ind i rådhusets festsal, hvor de mange spændte gæster, deriblandt julemærkebørn, ventede.

Sammen med kunstneren bag årets julemærke, illustrator Per O. Jørgensen, afslørede kronprinsesse Mary kort efter årets julemærke ved at hive klædet til side og derefter nød hun musikalsk underholdning fra sanger Stig Rossen og de søde julemærkebørn.

Fællesfotografering

Efter flere flotte taler og fællesfotograferinger med kronprinsesse Mary sluttede arrangementet med en hyggelig reception for de mange deltagere.

Julemærket er blevet udgivet hvert år siden 1904 og al overskud fra salget går til udsatte børn.

Fælles for de børn, der i dag søger om hjælp på et af Danmarks fem Julemærkehjem, er, at de har et lavt selvværd, er socialt isolerede og ofte har været udsat for mobning.

Læs mere om: