VIDEO: Regentparret holdt fest for Folketinget
Dronning Margrethe og prins Henrik var onsdag aften værter for 349 gæster i Riddersalen på Christiansborg Slot, hvor de havde selskab af kronprinsesse Mary, kronprins Frederik, prinsesse Marie og prins Joachim, samt prinsesse Benedikte.
Gæsterne til aftenselskabet var regeringen, medlemmerne af Folketinget, samt de 13 medlemmer, som Danmark har i Europaparlamentet, samt hoffets herrer og damer.
Festen er en sjælden begivenhed, idet den kun afholdes én gang i hver Folketingsperiode, så den kongelige familie får hilst på alle politikerne. Sidste gang denne fest blev holdt var den 27. januar 2010.
Mange flotte gallakjoler
Gæsterne kom i deres fineste gallakjoler allerede ved 18.30 tiden, og da de sidste feststemte gæster var kommet, ankom den kongelige familie med dronningen og prinsgemalen som de sidste.
Den kongelige familie tog plads i salen ved siden af Riddersalen, og her blev samtlige gæster præsenteret for de kongelige med håndtryk, nejen og bukken, inden de gik ind i den smukt pyntede sal, hvor bordene stod tæt under de smukke lysekroner, omgivet af salens smukke gobeliner. Her gik snakken lystigt, indtil alle var på plads, og den kongelige familie kunne gå til bords som de sidste.
Ligesom gæsterne, sad alle de kongelige par ved hver sit bord, og hyggede sig med god mad, vin og musik, spillet af Den Kongelige Livgarde.
Se den stemningsfulde video fra festen nedenfor.