
Vildt syn venter dronning Margrethe, og dette behøver hun slet ikke bekymre sig om

Onsdag i næste uge tager dronning Margrethe en tur til Lejre, hvor der er flere ting, der skal fejres.
Sagnlandet Lejre fejrer 60-års jubilæum, hvilket dronningen som protektor naturligvis skal være med til at markere, og så bliver "Den vilde vej" også indviet.

"Den vilde vej" er en 330 meter lang gangbro, der med Sagnlandet Lejres egne ord "bugter sig i op til 8 meters højde gennem trækroner, istidsbakker og dyrefolde".
Det bliver dronning Margrethe, der onsdag eftermiddag i næste uge officielt indvier det spektakulære byggeri, som har taget tre år at bygge.
Skulle den 85-årige dronning få lyst til at bestige gangbroen, behøver hun ikke være nervøs, for broen er designet således, at gangbesværede også sagtens kan forcere den.

– "Den Vilde Vej" er lavet med ekstra-ekstra blik for tilgængeligheden. Den er bygget, så den ingen steder har en hældning på over 6 grader. Det betyder både, den er rar at gå på, også for dem der ikke er så let til bens, OG at den egner sig til kørestole (med og uden el) barnevogne, klapvogne og lignende, oplyser Sagnlandet Lejre på Facebook.
