29. apr. 2015
Af Juliane Olsen

Afspærring foran hertuginde Catherines fødeafdeling forlænget til 5. maj

St. Mary's Hospital
Afspærringen foran St. Mary's Hospital i London, hvor hertuginde Catherine skal føde sit andet barn, er nu forlænget til 5. maj.
Der er endnu ikke tegn til, at hertuginde Catherine nedkommer med sit andet barn, og parkeringsafspærringen foran St. Mary’s Hospital er nu blevet forlænget fra 30. april til 5. maj.

Den brede offentlighed troede egentlig, at hertuginde Catherine uden tvivl ville føde inden 30. april.

Grunden hertil var blandt andet, at de særlige foranstaltninger i forhold til at parkere ude foran St. Mary’s Hospital, hvor hun skal føde, kun gjaldt til den dato.

Men der er endnu intet nyt om, at den 33-årige hertuginde Catherine er gået i fødsel, og ifølge hellomagazine.com er parkeringsafspærringen nu forlænget til 5. maj.

Hertuginde Catherine tager det roligt

Selv om mange rundt om i verden er ved at briste af spænding over den snarlige fødsel, så ser hertuginde Catherine selv ud til at tage det helt roligt.

Hun blev nemlig tirsdag fotograferet bag rattet i selskab med prins George og hans barnepige Maria Teresa Turrion Borralo på vej mod en svømmetime på Buckingham Palace.

LÆS MERE: Prins William og Catherine fejrer bryllupsdag: Kommer babyen i dag?

Læs mere om: