14. jun. 2021
Af Lene Skriver Bak

Den 10. i rækken: Dronning Elizabeth fik besøg af den amerikanske præsident

Dronning Elizabeth fik søndag besøg af præsident Joe Biden og hans hustru på Windsor. Han er den 10. amerikanske præsident, der besøger dronningen.

Dronning Elizabeth har været dronning siden februar 1952.

I de mange år som monark har dronningen modtaget et væld af udenlandske statsoverhoveder.

Heriblandt de skiftende amerikanske præsidenter.

Tilbage i 1959 var Dwight D. Eisenhover på besøg på Balmoral. Han blev dermed den første amerikanske præsident, der besøgte dronning Elizabeth.

Siden da har dronningen budt hele ni præsidenter velkommen på de britiske øer.

Senest altså Joe Biden, der søndag blev budt velkommen på Windsor Castle sammen med sin hustru, Jill.

Præsidenten og førstedamen blev inviteret på eftermiddagste med monarken.

Præsident Biden er dermed den 10. amerikanske præsident, dronning Elizabeth har modtaget som gæst. Nogle af dem, heriblandt Donald Trump, Ronald Reagan, Bill Clinton og Barack Obama har været på besøg hos majestæten flere gange.

Om Joe Biden bliver en del af den gruppe, må tiden vise.

Læs mere om: