Efter møde i kongefamilien om Harry og Meghan: Her er dronning Elizabeths mening
Mandag samledes dronning Elizabeth med sine nærmeste rådgivere, prins Harry og sandsynligvis også prins Charles på Sandringham-residensen for at finde en konkret løsning på prins Harry og hertuginde Meghans ønske om at træde tilbage som fremtrædende medlemmer af den britiske kongefamilie.
Lige siden nyheden om det unge pars planer for fremtiden sprang som en bombe onsdag aften, har der ifølge britiske medier været arbejdet på højtryk for at udarbejde en konkret plan for parrets fremtid.
Prins Harry og hertuginde Meghan sendte onsdag aften meddelelsen ud via Instagram og kort tid efter fulgte en kort pressemeddelelse fra dronning Elizabeth om, at samtalerne med parret om deres fremtid var på et tidligt stadie.
Det fik flere britiske medier til at vurdere, at selve timingen med offentliggørelsen af parrets beslutning næppe havde været klappet af med monarken.
Hertuginde Meghan deltog ikke i mødet, men opholder sig efter sigende i Canada med parrets otte måneder gamle søn Archie Harrison.
I kølvandet på mødet mandag har dronning Elizabeth så udsendt en pressemeddelelse:
"I dag har min familie haft meget konstruktive samtaler om mit barnebarn og hans families fremtid. Min familie og jeg støtter fuldt ud Harry og Meghans ønske om at skabe et nyt liv som en ung familie. Selv om vi ville have foretrukket, at de forblev arbejdende medlemmer af kongefamilien på fuld tid, respekterer vi og forstår deres ønske om at leve et mere frit liv som familie, samtidig med at de vil være en værdsat del af min familie. Harry og Meghan har gjort det klart, at de ikke vil være afhængige af offentlige midler i deres nye tilværelse. Det er derfor blevet besluttet, at der vil være en overgangsperiode, hvor de vil opholde sig i Canada og Storbritannien. Dette er komplicerede forhold, som min familie skal afklare, og arbejdet er ikke slut endnu, men jeg har bedt om, at endelige beslutninger skal træffes i de kommende dage."
I Danmarks royale podcast fra fredag ser vi blandt andet nærmere på hele dramaet omkring prins Harry og hertuginde Meghan.
Lyt til udsendelsen herunder og find flere udsendelser ved at klikke her.
Listen to "Kongelig breaking news fra Danmark og Storbritannien" on Spreaker. (link fjernet)