Har du bagt en kongelig kage? Sådan viser du den til dronning Elizabeth
Der er kommet godt gang i bagelysten hjemme hos mange mennesker i løbet af isolationstiden, og hvis man mangler inspiration til, hvad man skal kaste sig over af kulinariske udfordringer, kan man hente hjælp hos det britiske kongehus.
Her deler man fra tid til anden opskrifter på forskelligt bagværk, som kongefamilien holder af, og på kongehusets hjemmeside opfordrer man til, at hjemmebagere deler et billede af deres kongelige kreationer.
Billedet kan deles på sociale medier som Twitter og Instagram under hashtagget #royalbakes.
På den måde kan kongehuset og alle os andre følge med i, hvordan opskrifterne bliver forvandlet til lækre kager.
Og hvem ved - måske kigger dronning Elizabeth med på de mange flotte frembringelser? I så fald kan hun se, at den seneste opskrift på frugt-scones indtil videre har fået bagelystne royalister i både Storbritannien, Østrig og Canada til at finde røreskål og forklæde frem.