22. aug. 2018
Af Malan Joensen

Her får vi hertuginde Meghan og prins Harry at se igen

Prins Harry og hertuginde Meghan.
Prins Harry og hertuginde Meghan.
Foto: AOP
Sommerferien er ved at være ovre for prins Harry og hertuginde Meghan, der har spændende ting i vente.

Efter en dejlig sommer som nygifte begynder hverdagen så småt igen for prins Harry og hertuginde Meghan.

Prinsen er meget engageret i velgørenhedsorganisationen Sentebale, der blandt andet arbejder for at støtte afrikanske børn med hiv og aidsramte forældre samt børn, der selv er ramt af sygdommen, og i næste uge vil parret deltage i et arrangement til fordel for Sentebale.

Om aftenen onsdag den 29. august vil der være en gallaforestilling i Londons West End, hvor musicalen Hamilton er på plakaten. Og her deltager prins Harry og hertuginde Meghan for at sætte fokus på og samle penge ind til velgørenhedsorganisationen.

Det meddeler Kensington Palace på Twitter.

Prisuddeling og gallaforestilling

Allerede ugen efter, tirsdag den 4. september, får vi parret at se igen. Prins Harry er protektor for organisationen Well Child, der støtter alvorligt syge børn og deres forældre, og parret deltager i den årlige prisuddeling Well Child Awards, der vil blive uddelt på Royal Lancaster Hotel.

To dage senere skal hertuginde Meghan og prins Harry igen trække i gallatøjet, når de skal til velgørenhedskoncert i Central Hall Westminster.

Under overskriften "100 Days to Peace" markeres hundredåret for afslutningen af første verdenskrig, og der samles ind til velgørenhedsorganisationerne Help for Heroes, Combat Stress and Heads Together.

Sidstnævnte organisation står prins Harry, hertuginde Meghan, prins William og hertuginde Catherine i spidsen for, og her arbejder de for at forbedre mental sundhed og begrænse stigmatisering af mennesker med psykiske udfordringer.

Læs mere om: