4. jan. 2022
Af Christinna Braun

Hidtil usete billeder: Prinsesse Eugenie viser private billeder af sønnen

Jack Brooksbank og prinsesse Eugenie. Arkivfoto. 
Jack Brooksbank og prinsesse Eugenie. Arkivfoto.
Foto: Ritzau Scanpix
Prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank blev forældre den 9. februar til deres lille August.

Prinsesse Eugenie gjorde sine forældre, prins Andrew og hertuginde Sarah, til bedsteforældre for første gang, da hun og ægtemanden Jack Brooksbank blev forældre den 9. februar sidste år.

Den lille purk fik navnene August Philip Hawke Brooksbank, som er en hyldest til flere af prinsesse Eugenie og Jack Brooksbanks familiemedlemmer.

Navnet Philip kommer fra prinsessens farfar, prins Philip, der døde den 9. april sidste år, mens Hawke kommer fra Jack Brooksbanks side af familien.

Prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank har ikke vist mange billeder af deres lille søn, men på Instagram deler prinsessen nu en række dejlige familiebilleder.

Det gør hun i forbindelse med nytåret, hvor hun skriver, hvordan deres 2021 har været.

”Godt nytår til alle. Farvel 2021. Et år, der har velsignet os med vores dreng, og hvor vi så vores familie vokse, men også et år, der tog nogle af vores største og klareste lys. For evigt i vores hjerter,” skriver prinsesse Eugenie til den række af billeder, hun deler på sin Instagramprofil Princesseugenie.

Her viser prinsessen private stunder med Jack Brooksbank og deres søn August, et skønt billede af hendes farfar og farmor prins Philip og dronning Elizabeth, et billede af Jack Brooksbank med sin far George og bror Thomas, samt det billede, prinsesse Beatrice og Edoardo Mapelli Mozzi valgte at offentliggøre i forbindelse med deres datter Siennas fødsel.

Når prinsessen Eugenie i opslaget skriver, at 2021 ”tog nogle af deres største og klareste lys” er det en reference til prins Philips død den 9. april og Jack Brooksbanks far George, der døde kort for lille Augusts barnedåb i november.

Se alle billederne, prinsesse Eugenie har delt, herunder.

Læs mere om: