31. aug. 2019
Af Dorte Quist

I dag er det 22 år siden prinsesse Diana døde: Sådan hyldes hun

Prinsesse Diana
Prinsesse Diana
Foto: MEGA
Prins William og prins Harry holder stadig deres mors minde i live. Senest har de bestilt en statue af hende, som skal stå ved Kensington Palace, hvor hun boede.

I dag er det 22 år siden en hel verden vågnede op og chokeret hørte at prinsesse Diana var død i nattens løb ved en uhyggelig bilulykke i Paris.

I de mange år der er gået, har vi alle fulgt hendes to sønner, prins William og prins Harry, vokse op, set dem blive voksne, gift og nu også familiefædre. Og der er ingen tvivl om, at prinsesse Diana ville have elsket at være farmor til de fire fantastiske børn, som hendes to sønner har fået.

Hylder Diana ved Kensington Palace

Det er blevet en tradition, at prinsessens mest trofaste fans hvert år mødes på hendes dødsdag ved den ikoniske låge ind til Kensington Palace, hvor Diana boede de sidste år af sit liv, og hvor der i dagene efter hendes død i 1997 voksede et enormt blomsterhav frem, som verden vist aldrig har set lige.

Sidste år overraskede prins William med at komme ud fra Kensington Palace, hvor han jo bor sammen med prinsesse Catherine og deres børn, for at hilse og snakke med en håndfuld af de trofaste fans, der havde lagt blomster og tændt lys til minde om prinsens mor.

Holder mindet i live

Gennem årene har både prins William og prins Harry sørget for at holde mindet om deres mor i livet, og især for to år siden, da det var 20 år siden de to unge brødre på 15 og 12 år mistede deres elskede mor, trådte de offentligt frem og fortalte om deres minder om prinsesse Diana og ikke mindst om den tragiske dag, hun døde.

Både hertuginde Catherine og hertuginde Meghan bærer jævnligt smykker, som tidligere har tilhørt Diana, og de støtter også begge deres mænd i de velgørende sager, som fyldte prinsesse Dianas liv; HIV-sagen, kampen mod landminer og mod hjemløshed.

Prins Harry i mors fodspor

I næste måned rejser prins Harry til Angola for at sætte lys på ofrene for landminer, ligesom prins William hele tiden besøger hjemløsecentre og sætter lys på det store problem i England.

I Hyde Park lige ved Kensington Palace har der siden 2004 været anlagt et stort vand-kunstværk til minde om prinsesse Diana, og senest har prins Harry og prins William bedt den anerkendte skulptør, Ian Rank-Broadley, om at skabe en statue af prinsesse Diana til haven ved Kensington Palace.

https://imgix.billedbladet.dk/lmphotos217403.jpg
I dagene efter prinsesse Dianas død i 1997 blev der lagt blomster ved lågen til Kensington Palace, hvor prinsesse Diana boede.
Foto: MEGA

Læs mere om: