3. nov. 2020
Af Malan Joensen

Kan Meghan stemme ved det amerikanske præsidentvalg?

Hertuginde Meghan.
Hertuginde Meghan.
Arkivfoto: MEGA
Hertuginde Meghan har gjort en stor indsats for at få amerikanerne til stemmeurnerne.

Den 3. november skal amerikanerne stemme om, hvorvidt republikanske Donald Trump skal have fire år mere i Det Hvide Hus, eller pladsen skal gives til demokraten Joe Biden.

Mange kendte ansigter forsøger at få folk til stemmeurnerne, og en af dem, der har markeret sig stærkt, er hertuginde Meghan.

Hun har blandt andet ringet op til tilfældige amerikanere for at overtale dem til at stemme den 3. november, fortæller hendes ven, den amerikanske journalist og socialpolitiske aktivist Gloria Steinem ifølge Hello Magazine.

Men kan Meghan, der ved sit giftemål med prins Harry blev en del af den britiske kongefamilie, egentlig selv stemme ved præsidentvalget?

Ifølge Daily Express kan hun godt stemme, idet hun stadig har sit amerikanske statsborgerskab.

Og meget tyder på, at Meghan også kommer til at gå i stemmeboksen den 3. november, for ifølge avisen har hun tidligere udtalt til magasinet Marie Claire, at hun agter at gøre brug af sin amerikanske stemmeret.

Vælger Meghan at stemme til valget, er beslutningen historisk, da der ikke er tradition for, at kongelige medlemmer stemmer ved valg.

Læs mere om: