Kongehuset løfter sløret: Nyt om dronning Elizabeths imponerende fejring
Dronning Elizabeth, 95, kan snart se frem til en helt særlig mærkedag, der med al sandsynlighed vil være både festlig og sorgfuld for dronningen.
Den 6. februar 2022 er det 70 år siden, dronning Elizabeth mistede sin far, kong George 6.
Dermed er det også dagen, hvor hun som 25-årig blev briternes dronning. Og det skal markeres med pomp og pragt i løbet af 2022.
Sidste år i juni offentliggjorde kongehuset nogle af programpunkterne for fejringen, der løber af stablen gennem forskellige tiltag og over flere perioder af året, og i denne uge kunne man så løfte sløret for nogle nye arrangementer.
Ifølge kongehusets hjemmeside kan briterne blandt andet deltage i en kagekonkurrence, hvor det gælder om at kreere en særlig Platinum Pudding, dedikeret til dronning Elizabeth.
Og så venter der et overdådigt show på området ved Windsor Castle, som kan ses i en kort periode fra den 12.-15. maj.
Her vil mere end 500 heste og 1.000 optrædende viser historien fra Elizabeth 1. og til nutiden i en forestilling på 90 minutter.
I anledning af jubilæet vil der også være tre nye udstillinger om dronningen på Holyrood Palace, Buckingham Palace og slottet i Windsor. På sidstnævnte lokation kan man komme helt tæt på dronningens spektakulære påklædning fra kroningen, der fandt sted i 1953, mens man på Holyrood i Skotland kan se de outfits, dronning Elizabeth havde på ved sine sølv-, guld og diamantjubilæer.