Kongeligt visit: Prins Harry har besøg af familien
For to år siden meddelte prins Harry og hertuginde Meghan, at de ville træde væk fra den officielle del af det britiske kongehus. Det royale par er siden flyttet til Santa Barbara, hvor de bor med deres to børn Archie, knap tre, og Lili, der fylder et år til juni.
Prins Harry har derfor ikke mulighed for at se sin engelske familie så ofte, som da han boede i Storbritannien, og det må derfor være en ekstra glæde, når han får besøg fra dem.
Søndag var prins Harry en tur på Los Angeles Stadium for at overvære Super Bowl 2022, og her havde han dejligt selskab fra England. Det skriver Hello Magazine.
Prinsens kusine, prinsesse Eugenie, havde fløjet den lange vej fra England, og de to kunne nyde en dejlig dag sammen på Los Angeles Stadium.
Både prins Harry og prinsesse Eugenie bar sorte mundbind, da de overværede kampen fra en loge på Los Angeles Stadium, da man stadig skal bære mundbind ved store udendørs arrangementer ifølge restriktionerne i Los Angeles.
Prins Harrys hustru, hertuginde Meghan, var ikke at se til fodboldkampen. Måske har hun været hjemme ved deres to børn Archie og Lili i hjemmet i Santa Barbara. Prinsesse Eugenies mand Jack Brooksbank sad heller ikke sammen med de to kongelige fætter og kusine - han kan ligeledes have været hjemme ved deres lille søn August på et år.
Se billederne af prins Harry og prinsesse Eugenie til Super Bowl ved at klikke her.