Medie: Dronning Elizabeth holder skansen på trods af corona
Dronning Elizabeth, 95, bor for tiden på Balmoral i Skotland, hvor hun både får tid til familiebesøg og til hjemmearbejdet som monark.
Ifølge den britiske avis The Sun skulle der angiveligt være et tilfælde af covid-19 blandt personalet på Balmoral, men det får ikke dronning Elizabeth, der er dobbeltvaccineret, til at forlade den elskede residens.
Alle medarbejdere bliver testet dagligt, og den pågældende skulle have fået en positiv test lørdag og derefter være blevet sendt hjem i karantæne, mens personalets kantine i mellemtiden er blevet lukket ned for at undgå yderligere smitte.
Ifølge avisens kilde er personalet indkvarteret i en separat bygning på grunden.
Det ventes i øvrigt, at prins William, hertuginde Catherine og deres børn prins George, 8, prinsesse Charlotte, 6, og prins Louis, 2, vil besøge dronning Elizabeth på Balmoral senere på måneden.