1. aug. 2017
Af Juliane Olsen

Meget sjældent job: Hun er suppleant for dronning Elizabeth

Dronning Elizabeth
Dronning Elizabeth
Foto: AOP
Igennem 30 år har dronning Elizabeth fået hjælp af suppleanten Ella Slack, der udfylder rollen som monarken forud for store begivenheder.

Det er en særlig kvinde, der har stået bag 91-årige dronning Elizabeth igennem mange år, og det er 74-årige Ella Slack fra den britiske kystby Ramsey på øen Isle of Man.

Hun har nemlig ageret dronning Elizabeth ved flere forskellige lejligheder, når monarkens rolle ved store begivenheder skulle gennemprøves.

- En suppleant er ikke en dobbeltgænger. Jeg ligner ikke dronningen, men jeg har næsten samme statur og højde, siger Ella Slack i et filmet interview med Great Big Story.

Dronning Elizabeth ville undgå sol

Alle dronning Elizabeths store optrædener er nemlig gennemprøvede på forhånd - lige fra åbningen af en hospitalsafdeling til statsåbningen af parlamentet.

Hun fik tildelt den ulønnede rolle, da hun tilbød sin hjælp til en BBC-producer, der gerne ville undgå, at dronningen fik sol i øjnene under en TV-produktion. Nu har hun udfyldt rollen over 50 gange, og Ella Slack beskriver det som en ”fornøjelse og en ære” at have den.

Ella Slack har kørt i karet

Det er ellers ikke mange, der får lov til at få en smagsprøve på at være kongelig, men Ella Slack er altså en af dem.

Hun har endda fået fornøjelsen af at køre i dronning Elizabeths karet og har sejlet med det britiske kongeskib.

Ella Slack har også ageret dronningen ved prøven på statsåbningen af det britiske parlament, og hun har efterfølgende altid fulgt med på TV.

https://imgix.billedbladet.dk/10.2340392a.jpg
Ella Slack
Foto: AOP

Læs mere om: