12. feb. 2021
Af Malan Joensen

Meghan siger det ligeud: Der er sket stor skade

Hertuginde Meghan og prins Harry.
Hertuginde Meghan og prins Harry.
Arkivfoto: MEGA
Der er kommet en vigtig afgørelse i hertugindens sag mod Mail on Sunday.

Til stor lettelse for hertuginde Meghan er der torsdag kommet en vigtig afgørelse i den sag, hun har lagt an mod den britiske udgiver Associated Newspapers, der blandt andet står bag aviserne Daily Mail og Mail on Sunday.

Meghan har lagt sag an for blandt andet brud på privatlivets fred og brud på ophavsret, efter at aviserne offentliggjorde dele af et meget personligt brev, hun havde sendt til sin far i august 2018 i kølvandet på den konflikt, der fandt sted mellem de to i tiden omkring brylluppet med prins Harry i foråret og sommeren 2018.

Hertuginden har ansøgt om at få sagen afgjort ved domstolen som en såkaldt "summary judgment", det vil sige en dom uden domsforhandling.

Det betyder i praksis, at man kan undgå at få en masse detaljer fra de stridende parters materiale lagt frem i offentligheden.

Efter nogle retsmøder om emnet i januar, kunne dommer Warby så torsdag melde ud, at sagen vil blive afgjort uden domsforhandling, til stor glæde og fordel for Meghan.

"Dette (indholdet i brevet, red.) er grundlæggende private og personlige oplysninger. Der er ikke udsigt til, at en anden afgørelse vil blive truffet efter en retssag," udtaler han blandt andet ifølge BBC, ligesom han også underkender Associated Newspapers påstand om, at brevet skulle have offentlig interesse.

Dommeren oplyste, at der vil finde en høring sted til marts for at beslutte de næste skridt i sagen. Mens Meghan har fået medhold i, at brevet var dybt personligt og at det derfor var et brud på privatlivets fred og ikke i offentlighedens interesse at offentliggøre det, skal der senere blandt andet tages stilling til, hvorvidt hun alene har ophavsretten til brevet.

Hjælp til brevet?

Et af avisens argumenter er, at Meghan fik hjælp af hoffets kommunikationsafdeling til at skrive brevet, og derfor ikke kan påstå at have ophavsretten alene, samt at beslutningen om at få kommunikationsteamet indover kan være en indikation af, at hun var klar over, det kunne blive offentligjort på et senere tidspunkt.

Der skal sandsynligvis også tages stilling til, hvor meget erstatning Associated Newspapers skal betale til hertuginde Meghan.

Taknemmelig Meghan

Hun har i en udtalelse understreget, at hun er taknemmelig over for retten for at holde Associated Newspapers ansvarlige for "deres ulovlige og umenneskelige praksis", som hun udtrykker det.

"For disse udgivelser er det et spil. For mig og for så mange andre, er det et virkeligt liv, virkelige forhold og virkelig meget sorg. Den skade, de har forvoldt, og fortsætter med at forvolde, stikker dybt," udtaler hertuginde Meghan blandt andet.

Læs mere om: