Nu gættes der: Det skal prinsesse Eugenies baby hedde
I setptember bekræftede dronning Elizabeths barnebarn, prinsesse Eugenie, at hun var gravid med sit og ægtemanden gennem to år, Jack Brooksbanks første barn. Og nu gættes der i England på livet løs på, hvad den lille ny kongelige skal hedde.
Alt afhænger naturligvis af forældrene - vil de følge den traditionelle vej og navngive deres barn efter andre kongelige i historien - eller går de nye veje? Prinsesse Eugenie fik for eksempel selv et historisk navn - opkaldt efter en af dronning Victorias døtre. Og fortsætter den tradition, er navne som Arthur og Alice bookmakernes favoritter. I samme genre gættes der på navne som Augusta, Thomas, Alexandra, Victoria og Victor.
Måske noget helt nyt
Prinsesse Eugenie er nummer 10 i arvefølgen til den britiske trone, og hun kan sagtens vælge at se bort fra de historiske traditioner og vælge navn fra næsten alle hylder. Det skete også, da William besluttede, at deres yngste søn skulle hedde Louis - og ikke mindst, da Harry og Meghan valgte navnet Archie til deres søn.
I de finere kredse i England har man i de senere år set en stigende popularitet for navne som Ottilie og Wilfred - men også navne som Silas, Clover og Flora er blevet voldsomt populære. Så måske henter Eugenie og Jack deres inspiration derfra.
Det er tidligere blevet oplyst, at prinsesse Eugenie skal føde midt i februar. Så der går ikke længe, inden vi kender navnet på den lille ny.
'