Royal ekspert: Denne beslutning fortrød dronning Elizabeth
Den 21. oktober 1966 blev den lille by Aberfan ramt af en frygtelig tragedie, da et gigantisk bjerg af mineaffald pludselig og med enorm kraft gled ned mod byen med direkte kurs mod den lokale skole. 116 børn og og 28 voksne omkom i den tragiske ulykke.
En af de beslutninger, dronning Elizabeth efter sigende har fortrudt allermest, har relation til tragedien i Aberfan.
Det skriver avisen Daily Express.
Penny Junor, der har skrevet flere bøger om den britiske kongefamilie, har i sin bog "The Firm" fra 2005 beskrevet, hvordan det siges, at dronning Elizabeth efterfølgende fortrød, at hun først rejste til Aberfan otte dage efter tragedien.
Angiveligt skulle dronningens argumentation for ikke at rejse før være, at hun frygtede, at vigtige ressourcer, der skulle bruges på redningsarbejdet, ville blive brugt på et royalt besøg i stedet.
Ifølge avisen har forfatteren Gyles Brandreth i sin bog "Philip and Elizabeth" fra 2004 spurgt dronningens tidligere privatsekretær Martin Charteris, hvad monarken fortrød, og her skulle sekretæren angiveligt have svaret: "Aberfan".
Dronning Elizabeth har senere besøgt den walisiske by flere gange.