STORT TILLYKKE: Prins Harry fylder 35 år!
Det bliver uden tvivl en helt særlig fødselsdag for prins Harry, når han søndag fylder 35 år søndag den 15. september.
For det er første gang, at prins Harry fejrer sin store dag som stolt far til sin førstfødte.
Bor i dejlige Windsor
Sammen med hustruen hertuginde Meghan blev prins Harry den 19. maj i år forældre til sønnen Archie Harrison Mountbatten-Windsor, der er nummer syv i den britiske tronfølge.
Den lille familie bor til daglig i grønne omgivelser i ejendommen Frogmore Cottage ved Windsor Castle, en lille times kørsel fra London.
Søn af tronfølger
Prins Henry Charles Albert David blev født den 15. september 1984 i London som anden søn af tronarvingen prins Charles og prinsesse Diana.
Livet har tidligere været svært for prins Harry, hvis forældre blev skilt med hele verden som tilskuere i 1996.
Svær barndom
Og som kun 12-årig mistede prins Harry sin højt elskede mor, prinsesse Diana, da hun omkom i en tragisk trafikulykke i Paris.
Ungdomsårene var turbulente, men som 28-årig begyndte prins Harry at gå til psykolog for at bearbejde sin dybe sorg og derefter fandt han roen i sit liv.
Blandt hans absolutte hjertesager er det internationale sportsstævne for krigsveteraner, Invictus Games.