Glædelig nyhed fra Grækenland: Philippos og Nina holder bryllup til oktober
Dronning Anne-Marie og kong Konstantins yngste søn, prins Philippos, og hans hustru, prinsesse Nina, blev gift 12. december 2020 ved en privat og meget intim ceremoni.
Vielsen fandt sted i Madonna-salen på det eksklusive Badrutt's Palace Hotel i St. Moritz i Schweiz og på grund af coronarestriktioner var det kun brudeparrets fædre, kong Konstantin og finansmanden Thomas Flohr, der var til stede under ceremonien, der blev forrettet af en lokal giftefoged.
Nu kan parret og deres venner og familie endelig se frem til en stor fejring af brylluppet.
En religiøs ceremoni er nemlig ved at blive planlagt, og den kommer til at finde sted i Athen til oktober, afslører det græske hofs talsperson, Ivi Macris, overfor det spanske medie Vanitatis.
- Jeg kan bekræfte, at prins Philippos og Nina Flohrs religiøse bryllup finder sted i Athen i oktober, men i øjeblikket kan jeg ikke sige den nøjagtige dato. Så snart vi ved det, vil oplysningerne blive offentliggjort, siger Ivi Macris til det spanske medie.
Dermed bliver prins Philippos den blot anden af kong Konstantin og dronning Anne-Maries fem børn til at holde bryllup i Grækenland.
Kongeparrets to ældste børn, prinsesse Alexia og kronprins Pavlos, blev begge gift i London, mens prins Nikolaos sagde ja til sin elskede Tatiana på den græske ø Spetses.
Lillesøster, prinsesse Theodora, er forlovet med advokaten Matthew Kumar, men der er endnu ikke nyt om deres bryllup, der blev udsat på ubestemt tid på grund af coronapandemien.