Lykkes det mon i år? Prinsesse Theodora gifter sig med sin forlovede i efteråret
Tredje gang er lykkens gang…
Sådan lyder ordsproget, og det håber græske prinsesse Theodora og hendes forlovede Matthew Kumar nok også på.
Parret blev forlovet i 2018 og skulle have været gift året efter, men de kunne ikke finde en dato, der passede. Derfor besluttede prinsesse Theodora og Matthew Kumar at rykke brylluppet til 2020, men de måtte først udskyde og siden aflyse på grund af covid-19.
Ifølge nogle medier skulle brylluppet derefter stå i 2023, men efter prinsessens far, kong Konstantin, døde den 10. januar 2023, blev dette også opgivet.
Lige siden har mange håbet på, at der inden længe var et kongeligt bryllup på vej… Og nu lykkes det måske endelig.
Det græske Hello! skriver, at prinsesse Theodora og Matthew Kumar netop nu i gang med at planlægge brylluppet, som ifølge mediet skal afholdes i Athen i efteråret.
Om vielsen foregår i Metropolis-katedralen, hvor også hendes mor og far, dronning Anne-Marie og kong Konstantin, samt lillebror prins Philippos og prinsesse Nina, blev gift, må tiden vise.
Prinsesse Theodora, 40, arbejder som skuespiller under navnet Theodora Greece og har bl.a. medvirket i tv-serien ”Glamour”.
Amerikanskfødte Matthew Kumar er advokat, og parret bor til daglig i Los Angeles i USA.