SE BILLEDERNE: Prins Nikolaos på vigtig mission til søs
Prins Nikolaos, som er mellemste søn af dronning Anne-Marie og kong Konstantin, har været på en sejltur i den gode sags tjeneste i Grækenland.
Den 50-årige prins har været med den græske, frivillige organisation Axion Hellas på en sejlads til fjerntliggende øer, hvor indbyggerne skulle testes for coronavirus.
Det fortæller prins Nikolaos’ hustru, prinsesse Tatiana, i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov til dele.
Syv dages sejlads
I opslaget har prinsesse Tatiana delt en række billeder fra sejladsen.
- Tillykke til prins Nikolaos og holdet fra Axion Hellas for at have gennemført en meget succesfuld og betydningsfuld mission i disse svære tider: 16 fjerntliggende øer på syv dage, skriver hun på Instagram og fortsætter:
- Både med hold af frivillige læger og sygeplejersker har sammen med organisationen National Public Health udført Covid-19 tests på indbyggerne på de fjerntliggende øer. Alle tests var negative.
Axion Hellas er en almennyttig, frivillig organisation i Grækenland, der har som mål at støtte landets fjerntliggende samfund.