
Har dronning Margrethe et kørekort?

Kære E. Jensen!
Dronningen erhvervede et kørekort i sine unge dage og kørte tidligere en del bil. Mange husker sikkert, hvordan hun hentede sin kommende mand i Kastrup Lufthavn og selv kørte ham hjem til Amalienborg forud for offentliggørelsen af deres forlovelse i 1966.
Det er imidlertid mange år siden, majestæten sidst har siddet bag rattet. Hun foretrækker at blive transporteret. For nogle år siden formulerede hun det selv således: "Man ville ikke dø af min mad, men jeg er ikke sikker på, at man ville overleve min kørsel. Mad kan jeg lave, men bør helst ikke, og bil bør jeg heller ikke køre. Det er jeg ikke god til. Jeg har taget kørekort, men det er så længe siden, at jeg skal have det genopfrisket, hvis jeg skal sidde ved rattet!"
Med venlig hilsen
Jon Bloch Skipper
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

