10. nov. 2022
Af Christinna Braun

Efter kidnapningstrusler og stor dramatik: Hollandsk prinsesse viser sig igen

Prinsesse Amalia og kong Willem-Alexander.
Hollands prinsesse Amalia viser sig igen efter kidnapningstrusler

Hollands tronfølger, prinsesse Amalia, er flyttet hjem til sine forældre efter kidnapningstrusler.

Den 18-årige prinsesse Amalia, der er ældste datter af Hollands kong Willem-Alexander og dronning Maxima, begyndte i efteråret ligesom så mange jævnaldrende på universitetet.

Amalia studerer på universitetet i Amsterdam, hvor hun læser Politik, Psykologi, Jura og Økonomi. I forbindelse med sin studiestart flyttede tronfølgeren sammen med nogle medstuderende, men det sluttede desværre meget hurtigt.

Få uger efter prinsesse Amalia havde begyndt sit studie-eventyr, blev hun hjemsendt efter frygt for kidnapning.

Den 18-årige prinsesse Amalia er derfor flyttet hjem til mor og far, dronning Maxima og kong Willem-Alexander, på kongeslottet Huis Ten Bosch.

Kan ikke forlade hjemmet

For omkring en måned siden var kong Willem-Alexander og dronning Maxima på officielt besøg i Sverige, og her udtalte de sig om den ulykkelige og uhyggelige situation.

Kongeparret fortalte dengang, at Amalia ikke rigtigt kan forlade hjemmet, bortset fra når hun tager til skolen i Amsterdam.

Det skriver ad.nl.

- Jeg kan ikke beskrive det, det er virkelig tungt, sagde kong Willem-Alexander ifølge ad.nl.

Dronning Maxima blev også meget rørt af at tale om det.

- Det gør mig en smule følelsesladet, sagde dronning Maxima og tilføjede.

- Det er ikke rart at se sit barn leve sådan. Hun kan gå på universitetet, men det er det.

Amalia viser sig igen

Prinsesse Amalia har ikke vist sig meget efter truslerne, men for nylig besøgte hun sammen med sine forældre og søstre, prinsesse Alexia, 17, og prinsesse Ariane, 15, udstillingen ”Julianas århundrede”.

Udstillingen ser tilbage på kong Willem-Alexanders mormor, dronning Julianas liv.

Det hollandske kongehus har selv delt en video fra besøget, hvor kongeparret og deres tre døtre stillede op til fotos.

Se billederne i galleriet over artiklen.

Læs mere om: