10. jul. 2023
Af Christinna Braun

Far bag kameraet: Hvad er det lige, prinsesse Alexia hejser op i flagstangen?

Prinsesse Alexia og kong Willem-Alexander. 
Prinsesse Alexia og kong Willem-Alexander.
Foto: Ritzau Scanpix
Hollands kong Willem-Alexander filmede sin datter, mens hun stolte hejst flaget hjemme på slottet.

I to år har Hollands kongepar, kong Willem-Alexander og dronning Maxima, måttet undvære deres mellemste datter, prinsesse Alexia, 18, mens hun studerede i Wales.

Prinsesse Alexia har læst den toårige internationale studentereksamen (International Baccalaureate, IB) på UWC Atlantic, og den 6. juli kunne kongeparret ønske datteren stort tillykke med endelig at være færdig med skole.

Den store begivenhed skulle naturligvis fejres, og hjemme på Huis ten Bosch, hvor den hollandske kongefamilie bor, fik Alexia lov til at hejse flaget, mens far Willem-Alexander filmede.

Men det var ikke kun et flag, prinsesse Alexia hejste op i flagstangen.

Hejste sin skoletaske

Sammen med det hollandske flag havde prinsesse Alexia bundet sin skoletaske fast, så den blev hejst og vajede sammen med flaget i vinden.

En smuk og fin måde at markere den endte skoletid!

Se videoen, som det hollandske kongehus selv har delt, herunder.

Det er det hollandske medie Vorsten, der skriver, at det er Alexias skoletaske, der får lov til at se det gamle slot fra oven sammen med flaget.

Nu tager den 18-årige prinsesse Alexia et sabbatår, som både byder på arbejde og rejse, indtil hun finder ud af, hvad fremtiden skal byde.

Storesøster, tronfølgeren prinsesse Amalia, studerer på universitetet i Amsterdam, mens lillesøster prinsesse Ariane flytter til Italien efter sommeren, hvor hun skal studere på den internationale linje på United World College Adriatic.

Prinsesse Ariane, prinsesse Amalia, kong Willem-Alexander, dronning Maxima og prinsesse Alexia. 
Prinsesse Ariane, prinsesse Amalia, kong Willem-Alexander, dronning Maxima og prinsesse Alexia.
Foto: Ritzau Scanpix

Læs mere om: