Første gang: Nervepirrende øjeblik for Hollands tronfølger
Prinsesse Amalia fejres i private rammer på sin 18-års fødselsdag tirsdag den 7. december, bekræfter det hollandske hof overfor BILLED-BLADET.
Men allerede dagen efter er der fuld fokus på den hollandske tronfølger, når hun bliver introduceret til statsrådet af sin far, kong Willem-Alexander, der er formand for rådet.
Første offentlige tale
"Der vil ikke være nogen offentlig fejring i anledning af Prinsesse Amalias 18-års fødselsdag.", skriver det hollandske hof i en mail til BILLED-BLADET og oplyser derudover, at prinsessen dagen efter, under introduktionen til statsrådet, holder en tale i festsalen på Kneuterdijk paladset i Haag.
Her vil også hendes mor, dronning Maxima, være tilstede.
Et stort og historisk øjeblik, der uden tvivl vil være nervepirrende for prinsesse Amalia, idet det er hendes første offentlige tale nogensinde.
Inspiration fra Belgien
Prinsesse Amalia kan måske lade sig inspirere til sin tale af den belgiske tronfølger, prinsesse Elisabeth, der i oktober 2019 fejrede sin fødselsdag på paladset i Bruxelles og talte til nationen på live tv.
Her sagde hun blandt andet med sikker stemme om, hvad hun havde lært i sine første 18 år, takkede sin familie og lærere for deres støtte og havde fokus på miljø-emner.
På tre sprog
Sidst i talen sagde prinsesse Elisabeth på både flamsk, fransk og tysk, at landet kan regne med hende.
Ligesom prinsesse Amalia meddelte også prinsesse Elisabeth op til sin 18-års dag, at hun ikke ville modtage apanage i første omgang, men koncentrere sig om sine studier.