Nye tider i Holland: Guldkareten er aflyst
Når det hollandske parlament i morgen tirsdag slår dørene op igen, bliver det en åbningsdag af en noget andeledes kaliber på grund af corona-smittefaren.
Det meddeler det hollandske kongehus.
På den såkaldte Prinsjesdag, der finder sted den tredje tirsdag i september, kan man normalt se kong Willem-Alexander og dronning Maxima køre i en ganske imponerende guldkaret, ligesom de vil vinke fra balkonen på Noordeinde-paladset i Haag sammen med andre kongelige.
Det bliver der desværre ikke noget af i år.
Traditionelt set finder åbningsceremonien sted i Riddersalen i parlamentsbygningen Binnenhof i Haag, hvor kong Willem-Alexander holder tale, men det er også ændret i år.
I stedet er det i år kirken Grote Kerk, der lægger hus til ceremoni og tale, hvor kong Willem-Alexander, dronning Maxima, prins Constantijn og hans hustru prinsesse Laurentien efter planen vil ankomme i bil kl. 13.15.