Sådan blev danske Claes dronning Maximas favoritdesigner

Claes Iversen.

Foto: Jeppe Michael Jensen/BILLED-BLADET

Danske Claes Iversen har kreeret flere fantastiske festkjoler til dronning Maxima. Læs her hvordan han endte med at blive topdesigner i Holland.

Onsdag, 28. november 2018 - af Marianne Singer

Den danske designer Claes Iversen, 41, har boet halvdelen af sit liv i Holland, hvor han i dag har en succesfuld forretning med blandt andre dronning Maxima som flittig kunde.  

Vejen dertil har været lang og til tider krævende, har Claes Iversen tidligere fortalt til BILLED-BLADET under et af sine besøg i København. 

Eventyrlysten ung mand

Det hele begyndte med, at han som eventyrlysten tyveårig rejste fra Aarhus til Amsterdam, hvor hans søster var gift med en hollænder.
 
Drømmen om at blive designer tog fart, da han i 2002 kom ind på det kongelige kunstakademi i Haag og senere i praktik hos den kendte hollandske designduo Viktor & Rolf.

Starter eget brand

Efter at have fået sin master i design i 2008 var den unge designer klar til at starte sit eget brand.
 
– Jeg arbejdede i mange år med et meget lille team – bare mig og en anden. Hver gang der var modeuge i Amsterdam, viste jeg en kollektion frem, og efterhånden blev mit navn kendt, og jeg fik et netværk. Det var hårdt arbejde. Alt, jeg tjente, gik videre til mit firma, og så havde jeg en kæreste, der kunne hjælpe mig lidt finansielt, så jeg kunne få noget at spise, mindedes Claes Iversen.
 

Store kunder

Det hårde arbejde betalte sig, og efterhånden kom omtalen og de store kunder.
 
I dag har Claes Iversen 10 ansatte på kontoret i Amsterdam, udkommer årligt med fire kollektioner og dronning Maxima har flere gange båret hans design. 
 
Dronning Maxima bar senest denne smukke kjole af Claes Iversen under en statsbanket i november:
 
Foto: Rex Features