Sker ellers aldrig: Hollands kongepar afslører ferieplaner
Kong Willem-Alexander afslørede under sommerfotograferingen fredag formiddag foran Huis ten Bosch-paladset, ifølge Vorsten, at han sammen med dronning Maxima og deres døtre, prinsesse Amalia, 17, prinsesse Alexia, 16, og prinsesse Ariane, 14, snart tager på sommerferie i Grækenland.
Det er meget usædvanligt, idet kongefamilien normalt holder deres ferieplaner hemmelige.
Fik kritik
Det er første gang siden efteråret, at Hollands kongefamilie igen tager til Grækenland på ferie.
Dengang fik de masser af kritik og måtte afbryde rejsen, fordi de var taget afsted, mens landet var under delvis nedlukning i forbindelse med en stigende coronasmitte.
Dejlig villa
I Grækenland bor kongefamilien i en dejlig villa, som de købte i 2012.
Villaen ligger i kystområdet Doroufi på den smukke halvø Peleponnes i Grækenland, tæt på, hvor kong Konstantin og dronning Anne-Marie bor.