30. okt. 2020
Af Marianne Singer

Efter stor skandalesag: Storhertuginden sat på plads

Storhertuginde Maria Teresa og storhertug Henri. 
Storhertuginde Maria Teresa og storhertug Henri.
Foto: Sophie Margue/Det luxembourgske hof
Storhertug Henri og storhertuginde Maria Teresa får helt nye ansatte ved hoffet efter voldsom kritik af storhertuginden tidligere på året.

Det luxembourgsk storhertugpar skal i den kommende tid vænne sig til helt nye ansigter på paladset.

Ifølge magasinet Vorsten søger hoffet nemlig netop nu efter hele 15 nye medarbejdere, der skal erstatte blandt andet hoffets kommunikationschef, kammertjener og arkivar.

Det sker også gennem de sociale medier og statens kanaler.

Angst og nervøsitet

Den store personalesøgning er et resultat af den modernisering af hoffet, der blev sat i gang efter ordre af premierminister Xavier Bettel tidligere på året.

Det skete efter offentliggørelsen af en rapport, der afslørede kaotiske tilstande ved hoffet, hvor storhertuginde Maria Teresa overtrådte sine beføjelser og der herskede angst og nervøsitet blandt medarbejderne.

Nævnt mange gange

Medarbejderne var ofte sygemeldte, på udkig efter et andet job eller følte sig pressede.

Storhertuginden var nævnt 12 gange i den 43 sider lange rapport og blev beskrevet som den person, der havde hovedansvaret på personaleområdet.

Mange fyringer

Den interne kommunikation var nærmest ikke-eksisterende, medarbejderne turde ikke sige deres mening og følte sig ikke anerkendt for deres arbejde.

I rapporten skrev regeringens særlige udsending, Jeannot Waringo, desuden, at der mellem 2014 og 2019 var bemærkelsesværdigt mange fyringer og fratrædelser blandt hoffets ansatte - nemlig 51 ud af 110 ansatte.

Må ikke blande sig mere

Det storhertugelig hof udsendte efter rapportens offentliggørelse en pressemeddelelse, hvor de understregede, at de var klar til at samarbejde.

Ifølge Vorsten er det gjort klart, at storhertuginde Marie Teresa ikke må deltage i ansættelsen af personalet.

Læs mere om: