22. mar. 2017
Af Marianne Singer

15 BILLEDER: Prinsesse Caroline og datter i skøn haute couture

Stilen var fransk og yderst glamourøs, da prinsesse Caroline og hendes billedskønne datter, Charlotte Casiraghi, deltog i årets store Rosebal i Monaco.

Ved årets traditionsrige Rosebal i Monaco stod den legendariske modeskaber fra franske Chanel, Karl Lagerfeld, for både stylingen af den store festsal på Sporting Monte-Carlo og flere af damernes styling.

Han havde blandt andet sørget for, at aftenens værtinde og absolutte stjerne, prinsesse Caroline, 60, så forrygende ud i en ekstravagant kjole fra netop Chanel.

Prinsesse Caroline i vovet stil

Den vovede sort-hvide aftenrobe var på alle måder noget helt særligt med de mange forskellige mønstre og materialer.

Overdelen i et grafisk mønster og med høj hals var pyntet med et markant smykke, mens resten af kjolen var håndmalet med rosemotiver.

De overdimensionerede flæseærmer og skørtet med samme slags festlige flæser fuldendte haute couture-stilen.

Ifølge Svensk DAMtidning er kjolen inspireret af Gustav Klimts portræt "Fritza Riedler" fra 1906.

Minder om Grace Kelly

Også prinsesse Carolines ældste datter, Charlotte Casiraghi, 30, var i dagens festlige anledning i en ualmindelig elegant robe fra samme modehus som mor.

LÆS MERE: Prinsesse Caroline er blevet farmor igen

Den sorte kjole i transparent look og med en flot dyb udskæring understregede Charlotte Casiraghis Hollywoodstil, der ledte tankerne hen mod hendes afdøde bedstemor Grace Kelly.

Ren glamour

De røde læber og det glansfulde, bølgede hår skabte kun yderligere glamour.

Velgørenhedsarrangementet støtter Fyrstinde Grace Fonden.

Læs mere om det flotte bal i Monaco i næste nummer af BILLED-BLADET.

Læs mere om: